Hvad Nu ?

Jensens

Det at servere mad for folk har været kendt i en del år efterhånden. Et at de første kendte etablissementer er fra 1153 og eksisterer den dag idag. Det er selvfølgelig Ma Yu Ching's Bucket Chicken House, i Kaifeng, Kina. Meget er sket siden da. En af de værste ting var da McDonalds begyndte at kalde sig "Familierestaurent". Her var bunden nået. Troede jeg. Så skulle vi på Jensens Bøfhus i Sønderborg...

Jeg havde vundet et gavekort på 300 Kr til Jensens Bøfhus, så jeg ville invitere Fruen med ud på en bid mad. Det anede mig ikke at det skulle være så slemt...

Bestilling : For at hurtigt skaffe mig et telefonnummer jeg kunne ringe på gik jeg ind på JB's hjemmeside. Da Linux og Microsoft Internet Explorer (IE) ikke går godt sammen benyttede jeg mig af min Mozilla browser. Skræmmende at man i dag ikke kan finde ud af at lave en hjemmeside der virker med alle browsere. Der var intet at finde på deres hjemmeside medmindre man brugte IE. Ubrugligt, så jeg fandt et nummer via dgs.dk.
Jeg ringede derned for at bestille bord til 2. Der var en del støj fra børn i baggrunden og jeg spurgte naturligvis om det kunne lade sig gøre at få et bord i den børnefrie ende. Jeg fik at vide at "dette her er en familierestaurent", så man skulle påregne at der var børn over det hele. Nå, men jeg spurgte så efter et hjørne i etablissementet. Dette var ikke noget problem og vi skulle bare komme derned. Allerede da der blev sagt "Familerestaurent" tænkte jeg på McDonalds....

Ankomst : Vi troppede op kl 19:30 som aftalt og blev mødt af en smilende servetrice. "Vi har bestilt bord til Fink", sagde jeg, hvorefter vi blev anvist plads i midten af salen lige op af midtergangen. Jeg undrede mig over at de havde placeret et hjørne inde midt på gulvet og spurgte derfor efter at andet hjørne. Et af dem der er længere ude mod væggen. Vi blev så anvist et lille bord lidt længere væk fra midtergangen. Fint nok. Vi satte os dér og så kom jeg til at kigge ned på gulvet. Der var udtrådte kartofler og sovseklatter rundt omkring. Jeg kiggede derfor op på loftet, men dér var der alligevel for ulækkert. Det virker ikke som om det er rengøring der bliver lagt mest vægt på i dén biks.

Bestilling : Vi blev betjent relativt hurtigt. Vi bestilte en 400g kød til mig og en 200g kød med salatbar til Fruen. Jeg skulle have en stor øl og hun skulle have et glas vin og en isvand. Drikkevarerne kom relativt hurtigt og vi fik da også tømt isvandet. Vi bestilte en ny isvand, som kom med det samme. Det gamle glas blev dog først fjernet fra de lille bord efter opfordring. I min verden tager tjeneren det tomme glas med ud af sig selv, men ikke her.

Maden : Fruen gik op efter noget salat. Da hun kom tilbage fortalte hun at der var en del af salaten der var begyndt at blive brunlig i kanten. Gulerødderne havde fået den fine hvidlige overflade som sådan nogle får når de har ligget for længe. Ikke særligt lækkert. Så kom maden. Kødet var lækkert, men det var så det. Kartoflerne mindede utroligt meget om dem der ligger i frysedisken i Netto og Fakta. Jeg havde bestilt Peppersovs og hun havde bestilt Whiskeysovs. Det var ret tydeligt at dette bare var masseproduceret snask. De to sovser smagte stort set ens og var begge aldeles kønsløse. Da der heller ikke var meget af det blev vi nød til at bestille mere. Det kom også, men tjeneren skulle igen opfordres til at fjerne de nu 4 tomme sovsskåle samt den tallerken de var kommet ind på.

Atmosfæren : Der var konstant børn der rendte frem og tilbage over hele stedet. Det under mig at forældre generelt ikke kan finde ud af at holde deres yngel i snor når de er ude at spise. Det mest groteske var dog en mor der havde sit vrælende ble-omsvundne kompressorhorn med der inde. Fra vi kom til vi gik var der en konstant vrælen 2-3 borde længere nede. Der findes stupide mødre der er af den opfattelse at alle andre har lyst til at høre på deres larmende, inerverende afkom.

Rengøring : Denne var som tidligere nævnt aldeles mangelfuld og stedet er ikke særligt hyggeligt indrettet.

Konklusion : Vi kunne ikke klage over kødet som var ganske udmærket, men alt i alt minder Jensens Bøfhus i Sønderborg mest af alt om en McDonalds på steroider. Ud over gavekortet på 300 kr kom vi af med yderligere 180 kr. Vi kunne få en væsentlig billigere og bedre kulinarisk oplevelse ved at bruge et mindre beløb på en restaurent i Flensburg.

Vi skal ikke på JB igen før det er lavet om til en skoforretning eller evt en marskandiser...

Karakter : 1->5 stjerner (*), hvor 5 er bedst.

Betjening ** - Kunne ikke finde ud af at tage af bordet, men var hurtig.

Stedet * - Beskidt, ikke hyggeligt, støjende.

Maden * - At kødet var mørt trækker ikke de andre ting op. Det er et bøfhus. De skal kunne lave kød.

Prisen * - Jeg vil aldrig selv betale så meget for at indtage min mad så beskidt et sted. Det er ikke det værd.

Valid XHTML 1.0 Transitional